Historier fascinerer mig. Sat på spidsen er det menneskets evne til forestille sig, der er inspirationen til mit forfatterskab. Bare tænk, at jeg kan sidde (eller stå eller gå) og forestille mig, lad os sige hovedpersonen til min næste bog. Når jeg så har forestillet mig personen og hans / hendes udseende, karaktertræk og livshistorie, lader jeg fingrene ramme tasterne og skriver en bog. Og når du så læser bogen, forestiller du dig hovedpersonen. Har jeg gjort mit arbejde godt, og er du tilstrækkelig fanget af historien, kan det ende med, at din forestilling om personen bliver så levende, som havde personen levet i den virkelige verden.
Så når jeg indleder min første roman med “Regnvejr. Sensommerregn. Asfalten glimtede blåt i det våde mørke.” Så har jeg allerede skabt billeder oppe i dit hovede. Ni ord, og du har billeder på nethinden. Og selv om jeg havde nøjedes med f.eks. de to første ord, havde jeg skabt forestillinger.
Det hele er bare fantasi. Uvirkeligt. Blændværk. Et fata morgana. Og alligevel så utroligt levende. Dér ligger fascinationen for mig.
Jeg er optaget af historien i bredden: Hvordan kan vi f.eks. beskrive og forstå personernes handlinger og mønstre? Derfor vil du ofte opleve spring i tid og sted i mine bøger, så helheden beskrives fra flere perspektiver.
Jeg er også optaget af detaljen: Det at sætte tiden næsten i stå og nærmest nørde på det, der sker i et kort øjeblik, der trækkes og strækkes, til øjeblikket er beskrevet fra alle vinkler.
Og så er jeg optaget af replikken og dialogen. Skriveteknisk er ambitionen at gøre replikkerne så skarpe og lægge så præcise markører ind på personernes talemåder, at “sagde han / hun” oftest bliver overflødig.