Det er en rigtig god bog, og du kan altså noget med ord, dine beskrivelser. Jeg sad med ved bordet ved brylluppet, og jeg så Annes blik på den mystiske fremmede, da de kom ud af kirken.

Hvor godt kender vi overhovedet vores allernærmeste?

Dette spørgsmål må siges at være et af omdrejningspunkterne i Erik Sassersen Møllers bog. På allerfineste vis bliver man som læser ført ind i historien, som starter ret så brutalt med en kvinde, der skyller op på land ved Lalandia på Lolland. Hvem var kvinden?

Efterhånden som historien folder sig ud, kommer vi ind på livet af den afdøde kvinde Anne og hendes nu efterladte mand Gert og deres tvillingedrenge Malthe og Frederik. Vi møder Gert, både da han skal gå den tunge vej for at identificere sin afdøde hustrus krop, og vi møder ham ti år efter, hvor Annes død stadig spøger. Romanen springer i tiden, og for hvert lille tilbageblik løftes der hele tiden små flig, der er med til at danne det samlede billede.

Det er en velskrevet og intens roman, som rummer mange af livets store facetter som smerte, sorg, kærlighed og fortielse. Man er rigtig godt underholdt undervejs, og afsløringen til sidst er værd at vente på. Forfatterens sproglige sans gør at man som læser i den grad er til stede.

Det er en anbefalelsesværdig bog, og glæder mig til at læse andet fra Erik Sassersen Møllers hånd.

Nanna Michelle Hornemann Nielsen
8. maj 2021

 

“Jeg har lige lagt din nye bog fra mig. Jeg er gobsmacked – af beundring.”

Når jeg skriver det her, er det 12 timer, siden jeg lagde bogen fra mig, og den kører stadig rundt i hovedet på mig.
Normalt når jeg læser krimier, er det for alene underholdningen og ”gæt-hvem-der-gjorde-det”, og det var også udgangspunktet, da jeg begyndte på den her bog.

Bagsideteksten havde forledt mig til at tro, at det ”bare” var en krimi. Det er det også, men det er så meget mere end det.

Er det en spændingsroman med en række dødsfald, ja!
Er det en roman der er tidsaktuel – i den grad – men det finder man først ud af til sidst – selv om der gives hint undervejs.
Springer den i tid og sted? Ja – heldigvis, lineær læsning ville ha dræbt den.
Er den underholdende? Ja, men også gribende på en ”nej-det-gør-han-bare-ikke!-måde”.
Rører den ved tabu-områder og de konsekvenser de har? Mon ikke!

Den er virkelig en bog der ikke skal forbigås. Den river op i læserens følelser og lader os ligge forpustede tilbage i sofaen og gør, at man ikke kan sove bagefter – på den gode måde.

Ingenting er perfekt, ja der er et par plothuller og nogle få steder går der kancellisprog i fortællingen, men det glemmer man, for man kommer som ind under huden på den heller ikke perfekte hovedperson. Jeg oplevede, at jeg kendte psykolog hovedpersonen bedre end han kender sig selv. Det er sgu godt gået!

Læs den – det vil være en af de bedre boginvesteringer, du kan gøre.

Jens Laursen-Schmidt
25. marts 2021