Sensommer
Regnvejr. Sensommerregn.
Asfalten glimtede blåt i det våde mørke. Hver gang viskerne passerede synsfeltet, slørede regndråberne i samme øjeblik udsynet. Det ville være vådt, når de nåede frem. Rigtigt vådt. Anders knappede jakken helt op i halsen.
”Fjernlys, Jes. Vi må være ved at være der.”
Han behøvede ikke at dreje hovedet for at se sin makkers målbevidste udtryk. Eller hans koncentrerede, let sammenknebne øjne, der afsøgte vejen foran køretøjet for endemålet og mulige forhindringer. Her uden for byen var vejen umiddelbart tom, men til gengæld helt mørk uden for lyskeglernes rækkevidde.
Anders så på instrumentbrættets ur. Der var gået fire minutter og syvogtredive sekunder, siden alarmen lød. Kørsel Alfa. Sirener og blå blink.
Konturerne af en skikkelse nåede ind i muren mellem lysfeltet og regnen forude. En mand, der skiftevis vinkede og pegede med voldsomme, appellerende armbevægelser. Anders analyserede scenariets enkeltheder, efterhånden som de dukkede op for hans blik. Den paniske mand. En bil, på skrå halvt inde på marken med åben fordør og stadigt arbejdende viskere. Intakt. Et gammelt vejtræ, tyve meter længere fremme. Endnu en bil ved træets fod. Voldsomt skadet.
Jes passerede den vinkende mand og kørte femten meter længere frem. Manden kom løbende bagefter, stadig med armene oppe. Anders sprang ud og så ind i den klynkende mands flakkende øjne.
”Jeg ved ikke, om de er døde. I må gøre noget. I må altså gøre noget.”
Der sad to skikkelser i bilen under træet. Alt var stille, bortset fra den klynkende mands stadigt baskende arme og den smadrede bils bagrudeviskere. Anders smældede ordrer til sin assistent, mens han løb de få meter.
”Der er to. En vogn mere… en vogn mere, kørsel Alfa. Og tjek lige de har sendt frigørelse med. Og en læge, hvis fjolserne ikke allerede har tænkt så langt. Vi skal have hatten af den bil.”
Han scannede situationen inde i den halvt knuste BMW. En ung kvinde på passagersædet, næppe 20 år, i en forvredet stilling med hovedet mod dørkarmen. Siderudens smadrede glas havde revet en lang flænge i hendes kind. En ung fyr i førersædet, lidt ældre, tilbagelænet i sædet med en hånd om hendes håndled og et skiftevist tomt og smertepræget udtryk i ansigtet. Hele fronten af bilen var flad og trykket op mod kabinen. De to menneskers ben måtte være knuste.
Døren i førersiden gav ikke efter. Anders løb bag om bilen og stak hovedet ind ved siden af pigens.
”Kan I høre mig?”
Et sprøjt af blod ramte Anders i ansigtet. Fyren havde sluppet sin kærestes håndled. Inden næste pulsslag nåede Anders at vride sin arm ind gennem den skarpe åbning og mase sin finger ned i den aflange flænge i pigens håndled.
Fyrens øjne gled op igen.
”Dør hun?”
Anders kiggede rundt. Der var blod over det hele. Pigens puls var svag. Hendes åndedræt langsomt og næsten uhørligt. Hun var hvid i hovedet. Hans ansigt var lige over udskæringen i hendes bluse. De var store, og de sad godt. Hvilket spild. Ja, gu havde hun en god chance for at dø.
Anders rystede på hovedet.
”Nej, ingen af jer skal dø. Om lidt får vi jer ud af bilen.”
”Det var min skyld. Jeg skulle ikke have kørt. Av for helvede!”
