2009 – tidlige efterår
Det ville være en underdrivelse at sige, at det bankede på døren. Nogen hamrede på døren med en kraft, som ville vedkommende slå døren ind med sine bare næver. Der sad ellers en knap til en til formålet ganske velegnet, fjernbetjent ringeklokke på dørkarmen. Knappen havde tilmed indbygget lys, så den var til at få øje på aftenskumringen.
”Ja, jeg kommer nu. Venligst ødelæg ikke min dør.”
Gerts dybe stemme buldrede fra reposen på første sal, inden han tog trappen ned i et ret uforstyrreligt tempo i betragtning af den hamrende omstændighed ved døren. Et øjeblik efter åbnede han hoveddøren til det toetages hus, han og hans kone havde købt elleveethalvt år tidligere, få måneder før deres tvillingedrenge var kommet til verden.
Udenfor stod en mand, han ikke kendte. Han så ud til at være på Gerts egen alder, hvilket ville sige i første halvdel af fyrrerne. Han havde klare, blå øjne.
“Ulrik Larsen, Kriminalpolitiet. Gert Dahl?”.
Den let korpulente mand trak et politiskilt op af lommen, der ganske rigtigt identificerede ham som Ulrik Larsen, politikommissær ved Nordsjællands Politi.
Maven trak sig sammen på Gert. De blå øjne slap ham ikke.
“Ja!?” svarede han i et både bekræftende og spørgende tonefald.
“Må jeg komme inden for?”
Gert tøvede. Så trådte han et skridt tilbage, åbnede døren helt for den besøgende og viste ham inden for til husets næsten nye HTH-samtalekøkken udstyret med skuffer, der havde “gennemtestet rulleudtræk på metalskinne forsynet med stop og soft skuffelukning”, så de gled i uden en lyd, uanset hvor meget man forsøgte at smække dem i. Det var simpelt hen ikke muligt at vise vrede i det køkken.
“En kop kaffe?”
“Nej tak. Jeg vil foreslå, at du bare sætter dig ned.”
Gert havde prøvet at trække det uundgåelige øjeblik, hvor kriminalassistenten ville sætte ord på årsagen til sit besøg. Nu satte han sig på en spisebordsstol og faldt lidt sammen, mens den besøgende lydløst trak stolen over for ham ud og gled ned på den.
“Jeg har nyt om din kone.”
Gerts kone var forsvundet fem uger tidligere. Bogstaveligt talt forsvundet. Sporløst. Hun var taget hjemmefra om morgenen, og siden havde ingen set hende.
“Har I…?”
Ulrik Larsen tog luft ind, som om han overvejede, i hvilken rækkefølge han skulle sige det, han var kommet for at sige. Egentlig var det nok lige meget, for uanset hvordan han udtrykte sig, var budskabet det samme.
“Din kone er død.”
“Anne er…?”
“Anne er død.”
“I må tage fejl.”
Kriminalassistenten lod et øjeblik gå i tavshed, som for at lade Gert tage budskabet ind. Hans alder taget i betragtning måtte han formodes at have erfaring for, at det ikke skete på hverken ét eller to øjeblikke. Ikke desto mindre gav det en vis ro til situationen, at han gav Gert lidt tid til at lade det uforståelige, men også forventelige budskab trænge en smule ind.
“I har…?
“Hun er blevet fundet.”
“Hun er blevet fundet?”
“På Lolland.”
“På Lolland?”
Selv i denne absurde situation fangede Gert sin egen ekkolali og stillede et andet spørgsmål i stedet.
“Jeg vil gerne… Hvem har fundet hende? Hvordan?”
“Din kone blev fundet i strandkanten af en familiefar, der var ude at gå med sin datter. Jeg er bange for, at hun har ligget i vandet i nogen tid. Formodentlig lige siden hun forsvandt.”
“I vandet? Men hvordan er hun endt dér? På Lolland?”
“Det ved vi ikke. Men nærmest samtidig med, at hun bliver fundet, dukker der pludselig et vidneudsagn op. En kvinde mener at have set hende gå om bord på færgen i Rødbyhavn samme dag, som hun forsvandt.”
“Til Puttgarden?”
“Der er kun den ene færgeforbindelse fra Rødbyhavn.”
“Men hvad skulle hun dog i…?”
“Det er der ikke nogen, der ved.”
“Død? Men hvordan?”
“Det er der heller ikke nogen, der ved. Foreløbig ser det ud som om, hun er druknet. På den anden side virker det ret usandsynligt, at hun skulle være faldet over bord fra færgen ved et uheld.”
“Hun er druknet, men ikke faldet over bord? Hvad er det, du ikke fortæller mig?”
“Din kone var nøgen, da hun blev fundet.”
“Nøgen?”
“Man har foreløbig identificeret hende på dele af den lændetatovering, som du har givet os et billede af.”
“Dele af…? Hvorfor kun dele af den?”
“Hendes krop var noget skamferet, da man fandt hende. Hun har ligget længe i vandet. Rigtigt længe.”
